Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nabohuset som arbejdsplads

I Nabohuset bliver du en del af en personalegruppe, der har en høj grad af selvstændighed og som brænder for at give vores børn en god dag med læring, udvikling og trivsel og med udgangspunkt i det enkelte barns behov. 

Som medarbejder i Nabohuset bliver du en aktiv medspiller i husets udvikling, og der er rig mulighed for at få indflydelse på den pædagogiske praksis. Du bliver en del af en personalegruppe, der tager ejerskab og som får tingene til at ske, og i huset har vi blandt andet pædagogisk udvalg og et sprognetværk.

Fast hjemmearbejdsdag og faglig udvikling

Hos os er det en prioriteret, at der skal være tid og ro til at forberede det pædagogiske arbejde. Derfor har alle pædagoger hver tredje uge en hjemmearbejdsdag på 4 timer til pædagogisk forberedelse. 

Hver anden uge i børnehaven og hver tredje uge i vuggestuen er der desuden stuemøder, hvor vi i fællesskab reflekter og sparrer omkring børnegruppen og hvad det nuværende behov er.

Vi prioriterer vores medarbejderes udvikling, og det er vigtigt for os, at du har mulighed for at udleve dine faglige interesser gennem dit arbejde hos os. Hele vores vuggestuepersonale er blandt andet ved at uddanne sig indenfor Sprogtrappen. Derudover benytter vi os af kompetencepakker - både når det kommer til medarbejdernes, men også husets udvikling. Vi har for nylig haft en kompetencepakke om læringsmiljøer, hvor personalet både har opnået faglig viden, men hvor der også har været tid til at udvikle husets læringsmiljøer. 

Et arbejdsfællesskab bygget på fælles værdier 

Vores arbejdsfællesskab hviler på et fælles nedskrevet værdisæt, som du som medarbejder i Nabohuset er med til at præge og udvikle. Værdierne omhandler aftaler, struktur, feedback, konflikthåndtering og hvordan vi taler til hinanden. 

Vi samarbejder ofte på tværs af huset, og hver dag fordeler vi vores ressourcer derhen, hvor behovet er. Vi bestræber os på at have et fælles ansvar for og kendskab til alle børn og kolleger. Vi hilser på alle børn, kolleger, forældre og inviterer alle til at være en del af fællesskabet.

Derudover er vi en personalegruppe, der rigtig godt kan lide at være sammen - også udenfor arbejdstiden. Ud over den traditionelle julefrokost har vi derfor flere sociale arrangementer gennem året. Det kan være alt fra en bowlingtur til at vi samles til noget spisning i Valbyparken.

Vi er en uddannelsesinstitution og modtager derfor pædagogstuderende fra Københavns Professionshøjskole.