Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Nabohuset

Hverdagen i Nabohuset er præget af vores systematiske arbejde med sprogtemaer. Sprogtemaerne er et værktøj, hvor der arbejdes fokuseret med et fælles tema og sprogudviklende tilgange i aktiviteter og i hverdagen i vuggestuen, i børnehaven og i hjemmet. 

Vi arbejder med små grupper i både vuggestuen og børnehaven. Vi har fokus på  gruppesammensætning, hvor vi har øje for det enkelte barns ressourcer, når vi planlægger aktiviteter. 

Morgen 

Vi åbner klokken 6.00 i fællesrummet, og frem til omkring 7.20 serverer vi morgenmad bestående af brød og havregryn. Herefter fordeler vi os langsomt ud på stuerne. Om morgenen har vi fokus på den gode modtagelse og rolige overgang fra hjem til institution med masser af nærvær og god kontakt til den voksne og vennerne.  

Formiddag

Omkring klokken 9 spiser vi formiddagsmad på stuerne, og børnene bliver præsenteret for, hvad der skal ske i løbet af dagen. Herefter fordeler vi os ud i mindre grupper med aktiviteter, der knytter sig til månedens sprogtema eller andre planlagte pædagogiske aktiviteter. De øvrige aktiviteter kan for eksempel være motoriklege i fællesrummet, klippe-klistre på stuerne eller i børnehavens værksted eller lege på legepladsen eller tagterrassen. 

Det er også typisk om formiddagen, at vi tager på tur. Her er vi især glade for at gå på opdagelse i vores nærmiljø. Vi har flere legepladser og to togstationer, hvor børnene kan kigge på togene, der suser forbi, tæt på. Vi har altid et formål med vores ture, og det er ikke nødvendigvis destinationen, der er målet, men lige så meget alt det, vi oplever undervejs. Det kan være sneglen, man så på fortovet, eller glæden ved at holde sin bedste ven i hånden. 

Frokost 

Efter en formiddag med læring og gode oplevelser er det blevet tid til at få lidt at spise. Vuggestuen spiser frokost omkring 10.45 og børnehaven spiser omkring klokken 11. 

Under måltidet arbejder vi med madmod og selvhjulpenhed. Børnene er med til at hente madvognen i køkkenet, tælle tallerkner og dække bord, og under måltidet får de lov til at øve at øse mad op på tallerkenen og hælde vand i glasset. 

Efter frokosten sover vuggestuen lur. De mindste børn sover udenfor i krybbe eller barnevogn, mens børn over 2 år sover indenfor på madras. Børnehaven går på legepladsen, hvor personalet gør nogle aktiviteter klar, som børnene kan gå til og fra. For begge børnegrupper har vi fokus på at skabe en rolig overgang fra måltidet, hvor vi først læser lidt bøger, får pulsen ned og har en rolig stund sammen inden sovetid eller leg på legepladsen. 

Eftermiddag

Omkring klokken 14 serverer vi eftermiddagsmad på stuerne. Også her har vi fokus på selvhjulpenhed, hvor børnene er med til at putte smør på brødet og hælde vand i glasset fra små kander.

Resten af dagen går med leg og små aktiviteter, inden vi samler os i fællesrummet klokken 16.30. Her tilbyder vi en sen eftermiddagssnack og hygger os med rolige aktiviteter som at læse bøger, tegne eller spille spil, inden huset lukker klokken 18.