Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene nærmer sig 2 år og 10 måneder, skal de begynde i børnehave. Forud for dette inviterer vi jer til et velkomstdialogmøde sammen med de øvrige forældre, som har børn der skal starte i børnehave. Her vil I møde børnehavens personale, se stuerne og have mulighed for at stille spørgsmål.
I Nabohuset flytter vi børn fra vuggestue til børnehave fire gange om året. Det betyder, at vi bedre kan tage hensyn til, hvornår det giver mening for børnene at rykke videre, og at vi kan flytte børnene sammen med en eller flere vuggestuevenner. Derudover er vores stuer i vuggestuen tilknyttet nogle faste børnehavestuer. Når børnene skal i børnehave, vil de derfor både rykke videre sammen med nogen, de kender, og komme på stue med nogen, de kender, fordi de tidligere har gået i vuggestue sammen.
En uge inden børnehavestart rykker en eller flere fra vuggestuepersonalet op i børnehaven sammen med de børn, der skal starte i børnehave. Her vil børnene indgå i børnehavens rutiner på lige fod med de andre børn, men med kendt personale.
Overgang fra børnehave til skole
Hvert år danner vi en storegruppe af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. I storegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter.
Storegruppen mødes to gange om ugen med faste aktiviteter og forløb. Aktiviteterne laver vi på tværs af stuerne, så børnene modnes til at være en del af et fællesskab sammen med andre børn og voksne end dem fra egen stue. Vi arbejder primært med at styrke børnenes sociale kompetencer - det kan være opmærksomhed på hinanden, afkodning af de andres følelser, turtagning, tillid til hinanden og hvordan er man en god ven.
Vi samarbejder derudover med forældrene om at styrke børnenes selvhjulpenhed og give dem mere ansvar for hverdagens gøremål. For eksempel ved, at børnene lærer at håndtere konflikter selv (eventuelt med hjælp fra en voksen) og ved, at de selv kan håndtere toiletbesøg. Vi har også fokus på den kropslige skoleparathed, hvor vi gennem bevægelseslege styrker børnenes sansemotoriske udvikling, så de for eksempel kan sidde stille på en stol, holde på en blyant eller gribe en bold.
Vi har et Stærkt Samarbejde med Vigerslev Allé Skole, hvor børnene fra januar af har en ugentlig besøgsdag i KKFO'en.